Der er noget rivende galt!
3 jun, 2026
Skandalen på Fyn viser, at vi skal gøre noget ved udbud, der dumper vores offentlige trafik.

Af Kim Sunding, formand for Transportgruppen i 3F Aalborg

Det er kommet frem, at FynBus er tvunget til at lade en narkodømt direktørs selskaber blive ved med at køre sårbare børn, handicappede og ældre rundt i den kommunalt finansierede flextrafik på ubestemt tid.

Direktøren blev idømt 13 års fængsel for at have spillet en hovedrolle i indsmugling af amfetamin i juli sidste år.

Når en virksomhed, som vinder udliciterede kørselsopgaver betalt af fællesskabets penge, til en værdi af 40 mio. kr., ikke kan fratages opgaverne, når ejeren bliver dømt for grov narkokriminalitet, så er der noget rivende galt med den måde samfundsopgaver bliver udliciteret på.

Samtidig er selskaberne en del af en konkurs-karrusel, der efterlader chauffører uden løn eller som falske selvstændige uden rettigheder.

30 mio. billigere

Hvis ikke der er nogle alarmklokker som ringer ved Trafikselskaberne eller ved deres ejere, kommuner og regioner, når en virksomhed vinder udliciterede opgaver til en pris, der er 30 mio. kr. billigere end de nærmeste bydere, så er der noget rivende galt med den lovgivning, som regulerer trafikselskaber og udbud!

Ved ikke at fratage en virksomhed sine kontrakter for det offentlige, når ejeren bliver dømt for grov narkokriminalitet, så er det en økonomisk kynisme på højde med den kriminalitet, som er begået!

Bøder ved små fejl

Når andre virksomheder mangler mærkater på køretøjer, kommer for sent til opgaver eller andre små fejl, så er Trafikselskabernes sanktionsmuligheder utømmelige.

Boder og trusler om fratagelse af kontrakter, er den virkelighed Trafikselskaberne udsætter mange af de organiserede virksomheder for dagligt.

Trafikselskaberne er blevet et regime, som afgør, om en virksomhed overlever eller ej – bare ikke når der er tale om virksomheder som er 30. mio. kr. billigere end øvrige bydere og supplerer den daglige drift, med lidt narkokriminalitet.

DER ER NOGET RIVENDE GALT!