Jette Lind Pedersen nægter at gamble med sin og passagernes sikkerhed.
Derfor er hun nu blevet suspenderet og bortvist af Herning Turist, hvor hun kører rutebil i Østjylland, og risikerer at miste sit job.
Jette afviser at køre i en bus, der ikke har sikkerhedssele til chaufføren. Først gik Herning Turist med til at indsætte et sæde med sele, men den beslutning blev ændret undervejs.
Chaufføren fik derimod først en mundtlig og siden en skriftlig advarsel for at afvise at køre uden sele.
Smidt hjem efter kritik
Den 27. april blev hun suspenderet, efter at have talt med lokale medier om problemet. Jette Lind Pedersen er bare én af flere buschauffører, der klager over dårlig sikkerhed i Herning Turists busser i Midt- og Østjylland. Flere chauffører fortæller, at de tvinges til at køre med et hav af røde og gule advarselslamper i instrumentbrættet og er nervøse for sikkerheden.
Jette har kørt i rute fra Silkeborg. Bussen er så gammel, at den ikke har dieselfilter og derfor ikke kan køre på ruten til Aarhus.
– Jeg blev suspenderet og bortvist, fordi firmaet mener, jeg ikke har overholdt min tavshedspligt og at jeg har udtalt mig illoyalt i medierne. Men jeg er hele tiden gået gennem de rette kanaler i firmaet. Via tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten, siger Jette.
– Jeg har kontaktet min nærmeste leder og spurgt, om de ikke kunne planlægge arbejdet, så jeg kom mig på anden bus. Jeg har skrevet direkte til den øverste leder for at finde en løsning, siger chaufføren.
– De er helt bevidste om det. De første mange gange fik jeg at at vide, at selskabet ville bestille et nyt sæde med sele.
Vil ikke købe sæde med sele
Men til sidst fik jeg at vide, at ”det kommer ikke til at ske,” fortæller Jette Lind Pedersen.
Chaufførnyt har adgang til dokumenter, der viser, at chauffører har klaget over den manglende sele i netop denne bus siden november 2022. Dengang lød det lakoniske svar i de interne fejllister: ”Bussen dør med det sæde, den er født med …”
Selen er ikke lovpligtig. Ifølge Færdselsloven er det tilladt at køre uden sele i busser, hvis de bruges til rutekørsel og overholder forskellige andre bestemmelser. Eller hvis de er indregistreret før 1. oktober 1999, hvor det blev et lovkrav, at alle nye busser skulle have sikkerhedssele på alle pladser.
Jette blev ved med at klage og afviste at køre med bussen. Da hun fik en skriftlig advarsel, måtte hun sygemelde sig. Og nu er hun altså bortvist.
Men jeg nægter simpelthen at gå på kompromis med sikkerheden. Jeg risikerer at ryge
ud af forruden i et sammenstød, siger Jette Lind Pedersen.
– Jeg synes, det er ærgerligt, at firmaet sender en pligtopfyldende og god chauffør på gaden, siger hun.
3F: Grotesk sag
Ligesom en række kolleger, oplever hun jævnligt fejl på busserne.
– Vi har mange lamper der lyser, men når ringer til morgenstarteren eller disponenten med fejl, får vi bare at vide, at vi roligt kan køre – også selvom der er røde og gule lamper. Så kører man med hjertet oppe i halsen, siger Jette Lind Pedersen
Jettes fagforening, 3F Randers, kalder det en grotesk sag, er gået ind i sagen og vil køre sag, hvis det ender med en fyring. Samtidig protesterer fagforeningen over den skriftlige advarsel.
– At sende en chauffør ud i trafikken i 2026 i noget gammelt skrammel uden sele, ser vi som et alvorligt brud på arbejdsmiljøloven, siger Henrik Amby fra 3F Randers.
– Jeg forstår ikke, at vi som chauffører ikke har lov til at passe på os selv, siger Jette Lind Pedersen.
Mange fejl i busser hos Herning Turist
12 ud af 14 busser fra Herning Turist dumpede ved to kontroller, som Færdselsstyrelsen udførte i januar og marts i Østjylland. De 12 busser – 85 % -fik begrænset køretilladelse. Det betyder, at busserne måtte køre hen til værkstedet for at blive efterset.Det viser en aktindsigt, TV2 Østjylland har fået. Selskabet oplyser, at ingen af fejlene udgjorde en fare for passagerer. Sammenlignet med andre busselskaber i kontrollen havde Herning Turist en markant højere andel af dumpede busser.For eksempel blev 10 ud af 11 af GoCollectives busser godkendt.
Ronny Gasbjerg, direktør i Herning Turist, afviser kritikken af sikkerheden i et svar til TV2 Østjylland:
-Når vi finder sikkerhedskritiske fejl, eller når chaufførerne melder dem ind, så bliver de repareret hurtigst muligt, ogbussen bliver taget ud af drift, siger Ronny Gasbjerg. Han tilføjer, at Herning Turist har foretaget en egenkontrol den 15. april af samtlige busser på garageanlægget i Silkeborg. I den interne kontrol fandt man ifølge selskabet ingen sikkerhedskritiske advarselslamper, der lyste. Ronny Gasbjerg anerkender dog, at der er for mange fejl, og dem vil selskabet nu gøre noget ved.-Det er problematisk med de mange ikke sikkerhedskritiske fejl, som helt tydeligt frustrerer chaufførerne og naturligvis også mig, siger Ronny Gasbjerg i mailen.
Læs om flere chaufførers oplevelser i den trykte udgave af Chaufførnyt
