CLAUS ER CHOKERET OVER kontrol af førerhus
17 sep, 2026
Det kan ikke passe, at vores hjem gennem dage og uger kan blive kontrolleret af vildt fremmede, når vi passer vores arbejde, siger chauffør og arbejdsmiljørepræsentant Claus Nielsen efter oplevelse på Lidl’s centrallager i Køge.

Hvor meget skal man finde sig i som godschauffør? Hvor går grænsen for ens privatliv?

Det er spørgsmål som disse, der fylder for lastbilchauffør Claus Nielsen fra Esbjerg Gods.

I foråret skulle han som mange gange før køre ud af Lidl’s Centrallager i Køge.

– På vej ud af porten hilser jeg på vagten i buret, men ved udgangen er der bom for. Jeg er udtaget til kontrol, siger vagten. Det er fint nok. Det har jeg prøvet hos Coop i Netto, hvor de vil se på ladet, siger Claus Nielsen.

Men det er anderledes hos Lidl. Claus får besked på at bakke, for vagten vil undersøge

førerhuset. Det forstår chaufføren ikke noget af.

– Førerhuset er er jo mit hjem i dage og uger. Jeg har ikke noget at skjule, men jeg synes ikke det kan være rigtigt, fortæller Claus. Vagten forklarer, at han er nødt til at gøre det. 

– Har du ret til det, spørger jeg. Ja, ifølge Lidl, svarer vagten. Men juridisk set? Nej, erkender han. 

Chauffør: Truet med udelukkelse

– Jeg kan godt afvise at lade mig kontrollere. Men jeg får at vide, at det betyder, at jeg aldrig må betræde Lidl’s område igen. Det er altså en trussel mod mit levebrød, siger Claus Nielsen.  Til sidst bøjer han sig derfor for vagtens krav.

Lidl afviser at kende til den procedure. Ifølge firmaet er det frivilligt, om chaufførerne vil lade deres førerhus inspicere. Du kan læse Lidl’s kommentar længere nede i artiklen. Claus Nielsen oplever dog en anden version:

– Du er vagt – jeg er chauffør, siger jeg til ham. Og jeg skal affinde mig med at blive krænket for at passe mit job. Vagten erkender, at han ikke bryder sig om det, og at folk bliver pissesure, siger Claus Nielsen.

Claus har kørt lastbil i 37 år – de sidste 6 år i Esbjerg Gods, hvor han er arbejdsmiljørepræsentant. Men han har aldrig oplevet noget lignende. 

– Jeg mener principielt ikke at man som chauffør er tvunget til at lade vildt fremmede kigge i sine ting.

Ved indgangen til lageret bliver chauffører gjort opmærksom på, at de kan blive udsat for stikprøvekontrol. Men der står intet om kontrol af førerhuse. Der er samtidig videoovervågning på pladsen. 

– Jeg er chokeret, for kontrollen sker ikke på grund af en konkret mistanke, men er en tilfældig kontrol. Hvis der var en mistanke, var det noget andet. Så kan de ringe efter politiet. Hvad jeg har i den bil rager ikke dem, siger Claus Nielsen.

Ingen aftale med firmaet

– Jeg finder efterfølgende ud af, at nogle af mine kolleger har oplevet det samme i Lidl og er blevet fuldstændigt arrige over det, siger Claus Nielsen.

Claus Nielsen spurgte bagefter sin arbejdsgiver Esbjerg Gods, om de kendte til kontrollen, men der ligger ikke nogen aftale ud over almindelige leveringsbetingelser.

Chaufførens fagforening, 3F Varde-Billund er gået ind i sagen sammen med 3F’s transportgruppe.

– Jeg kan godt forstå frustrationen hos chaufføren. Det virker ikke rimeligt. Vi er ved at undersøge, hvad vi kan gøre i sagen, siger forhandlingssekretær Frank Boye.

Lidl: Forsvindende få tilfælde af tyveri

Supermarkedskæden Lidl bekræfter kontrol af førerhusene, der sker for at forhindre svind og tyveri.

Hvad er det juridiske grundlag?

– Kontrollerne udføres som en del af pladssikkerheden og husordenen på vores egen matrikel. Betingelserne for at færdes på matriklen fremgår af skiltning ved indkørslen/portnerhuset samt af vores retningslinjer. Kontrollen udføres af et autoriseret eksternt vagtfirma eller ledende medarbejdere. Der er alene tale om en rent visuel inspektion (af f.eks. lastrum, førerhus eller kabine). Vagten må altså ikke foretage fysisk gennemsøgning. Kontrollen beror på chaufførens medvirken. Såfremt en chauffør nægter at lade en stikprøvekontrol udføre, tvinges vedkommende ikke; situationen noteres blot på dagsrapporten af vagtpersonalet.

I hvor stor en andel af førerhusene findes der varer eller gods, der er stjålet eller på anden måde relevant?
– Vi opgør ikke præcise procenter, men tilfældene er forsvindende få. Hovedparten af alle chauffører og leverandører udviser fuld forståelse for procedurerne, og kontrollen forløber generelt helt ukompliceret. Formålet med tiltaget er i høj grad forebyggende, og de få uregelmæssigheder bekræfter os i, at den klare stikprøveprocedure virker efter hensigten, svarer Thomas Sejersen, pressechef i Lidl.