Tekst og foto: Simon Jeppesen
Jeg mødte Jørgen, da jeg stod på 12’eren fra stoppestedet ved Hjortshøj Møllevej. Det var én af de gamle busser, hvor ruden mellem chauffør og passager kan rulles ned. Dem kan han bedst lide at køre i:
– Så sidder jeg ikke i et bur.
Jørgen gav mig en lille pose lakridser.
I hans lomme er flere af de små poser med kattepoter, som han køber på sine ture til Tyskland. Så har han noget at give til et lille grædende barn:
– Det gør altid lykke hos en lille dreng eller pige, der er utilfreds; jeg siger: ”Kan du holde ved den her pose for mig?”
Jørgen Steffens kører bybus i Aarhus. Han er en stor mand, 1.93 cm og 130 kg. Skægget er hvidt med grå stænk, han tænker at lade det stå:
– Så kan jeg tage en nissehue på til jul. Der skal være noget humor. Ellers bliver det sgu så kedeligt.
Sideruden er også rullet ned, fordi han gerne vil snakke. Han taler lavt, så man skal koncentrere sig, om det han siger. Han trækker på de første ord i sine sætninger:
– Ordene, de sidder inde i hovedet, det er det der med at finde den rigtigt udtale, fortæller han.
Der er svært, det giver en tøven. Han er 63, ordblind og var det i en tid, før det var almindeligt at stille diagnosen.
Han kom i specialklasse:
– Det var jo ikke interessant. Når læreren gik, sad vi og pjattede.
Han blev mobbet:
– Så måtte man jo tænke på noget andet, fortæller han og trækker på skuldrene.
Men han husker stadig dem, der mobbede ham, husker deres navne.
Forlis
Efter niende klasse kom han i lære som grafiker, men ryggen sagde fra overfor de mange løft af papirpakker.
Så besøgte han sin bror på Grønland, kom med på en fiskekutter. Han afmønstrede i oktober 198, i december gik de tre tilbageværende besætningsmedlemmer i redningsbåden, én sømil fra land tæt ved Diskobugten, fordi kutteren var ved at overise. Når den overiser kan den nemlig tippe rundt.
De nåede ikke land. Båden blev fundet seks måneder senere. Der var fire løse fingre tilbage af de tre, bjørnespor antydede, hvad der var blevet af resten af deres kroppe. Jørgen er glad for, at han nåede at afmønstre.
I 1985 begyndte Jørgen på hvad han stadig gør i dag: At køre.
Godt kørende
Højre arm ligger dér, hvor ruden er rullet ned, han styrer sikkert og rutineret sin bus med venstre hånd. Sådan har han kørt siden 1985, og det bliver han ved med:
– Det er svært for mig at køre med to hænder, det går i fisk.
Han har ikke noget problem med at kigge ligeud gennem forruden på sin bus, men han har svært ved at se op. Han kørte kranvogn i 34 år, to faldulykker og to trafikulykker har lejret sig i hans nakke, han bliver svimmel når han ser op og det skal man kunne, når man kører en kranvogn.
Særligt den tredje ulykke i 2006 mærkede ham. Han holdt i kø på motorvejen, lastbilen bag ved glemte at bremse, kørte op i ham med 90 km i timen, gav ham piskesmæld i nakken. Værre var det for den personbil der var i mellem de to:
– Den forsvandt.
Jørgen viser med hånden over gulvet, hvor høj bilen var efter sammenstødet: ca 40 cm.
Kort efter fik han en depression, faldt i et sort hul.
Han souschef greb fat i ham, hjalp ham videre til en psykiater, der efter en kort samtale udskrev recept på lykkepiller. Dem havde Jørgen overhovedet ikke lyst til at tage:
– Jeg havde ingen overbevisning om at det ville hjælpe – når idioten ikke engang gad snakke med mig.
Hvordan kom du så op af det sorte hul?
– Lige så stille, efterhånden. Jeg fik jo lov til at arbejde. Jeg fik hjælp til selvhjælp gennem kontoret.
Du fik lov til at køre igen, og det var en hjælp?
– Ar køre; det er en rar ting – det har jeg jo gjort det meste af mit liv.
Birgit
Jørgen mødte Birgit fra Odense på en countryfestival i 1987, de faldt i snak.
– Skriv når du bliver skilt, sagde Jørgen til hende dengang.
Hun ringede.
De var kærester i 17 år, pendlede mellem Odense og Aarhus, til hun fik en blodprop i hjernen og døde et år senere som 50-årig.
– Vi havde det godt sammen, fortæller Jørgen.
Birgit var fire år ældre end Jørgen, havde fire børn i forvejen, så det kom ikke på tale med flere. Det er en ting i Jørgens liv, som han ikke nåede:
– Jeg kunne godt have tænkt mig at have fået en familie. Det var så ikke min opgave den her gang.
Mere kørsel
Jørgen har kørt bybus i 10 år nu. Han kunne have fået en revalidering med den nakke, men han skrev i stedet til det daværende Aarhus Sporveje, nu AarBus, for hvad skulle han sidde hjemme for?
Arbejdet er på 37 timer om ugen, Jørgen kalder det for halv tid:
– Når man kører lastbil, ved man aldrig, hvornår man kommer hjem. Der kunne sagtens være 50-75 timer på en uge.
I 24 år kørte han kran på Smukfest, han husker et år med 600 timer på otte uger.
En anden ting det er fint at slippe for er, at der er kommet alle de der regler:
– Før i tiden kunne man lave julelege, det kan man jo ikke mere. Jørgen fortæller om engang, hvor han fik en rendegraver til at lægge skovlen på støttebenet på den ene side af kranbilen, så den kunne løfte en meget tung container uden at vippe. Han skynder sig at understrege:
– Man gjorde ikke noget overilet!
Slapper af
Hvordan slapper Jørgen så af?
Han går tur med hunden, Nuka, en chihuahua. Nuka betyder ”Yngre Bror/Søster” på Grønlandsk. Han har billeder af Nuka på sin mobiltelefon, viser dem gerne frem.
Han fisker:
– Det er en nydelse at slappe af, når man står med en fiskestang.
Og så kører han bus:
– Når jeg kører bus, så kører jeg bare. Det er rart, at koble hjernen fra. Man forsøger at følge med så godt man kan. Måske er der kø et eller andet sted, det kan man jo ikke gøre noget ved. Jeg slapper af når jeg kører bus.
Jørgen håber at kunne blive med ved med at køre, til han er 73.
Det håber jeg for ham, at han kan.
Vi er fremme ved DOKK1. Jeg stiger af, ønsker ham en fortsat god dag og han ønsker det samme til mig.