Tager Contrans andre med sig i faldet?
18 aug, 2025
Brugen af udenlandske postkasseselskaber væltede Contrans. Spørgsmålet er, om de mange andre danske firmaer, der har brugt samme trick, nu står for skud.

I løbet af sommeren døde transportfirmaet Contrans og genopstod under nyt navn. En skattesag om udenlandsk arbejdskraft væltede læsset. Ifølge firmaet var det den første af sin slags, og nu kan andre risikere at ryge med i faldet.

– Det skulle undre mig meget, hvis Contrans var det eneste, der betalte deres skat på den måde, siger Jens H. Petersen, formad for DTL. Han glæder sig dog over, at det nye firma, NTS-Contarns kører med danske biler:

– Contrans var i gang med tilbagetrækning til Danmark. Det er den helt rigtige retning, mener vi i DTL.

3F håber, at Skat nu har andre selskaber i søgelyset.

– Det er næppe en enkeltstående sag. Der må ligge en klar besked til andre virksomheder om at forholdene i deres udenlandske selskaber nu bliver kigget igennem af Skat. Jeg håber, det kan være med til, at der bliver ryddet op i branchen, siger Kim René Busch fra 3F’s transportbranche.

Skattesmæk til Kurt Beier

For få år siden flyttede Contrans arbejdsgiverforening fra ITD til DTL. Inden da havde ITD flere gange været ude og forsvare Contrans, når kritikken ramte. 

– Når man kigger rundt i det danske land er der også andre virksomheder, der har organiseret deres forretning på samme måde som Contrans har gjort. Jeg ved ikke, om vi har lignende sager i ITD og hvis der var, ville jeg ikke udtale mig om dem, siger John A. Skovrup, formand for ITD.

– Nogle af vores medlemmer har også udenlandske datterselskaber. Det kan være nødvendigt for at være med kunne være med i et stærkt konkurrencepræget marked. Det har jeg ikke noget problem med. Vi har altid været en branche, der ser muligheder i stedet for begrænsninger, siger John A. Skovrup.

Contrans er ikke det eneste firma, der har tabt en stor skattesag om postkasseselskaber. I december 2024 tabte Kurt Beier Transport en sag, der kostede skat af 30 millioner kroner. Firmaets datterselskab i Litauen blev dømt til at betale skat i Danmark for årene 2011-2013.