31 mennesker døde på arbejde i Danmark i 2025. Flere end hver tredje af dem sad bag et rat og udførte chauffør-arbejde. Dermed er chaufførbranchen suverænt den farligste branche, vi har.
Tallene fortæller os det indlysende: At køre med mennesker og gods i trafikken er ikke ufarligt. Ofte er du ikke selv herre over liv og død, hvis en modkørende bilist pludselig ændrer vejbane.
Og der findes både farligt gods og farlige passagerer. Men tallene fortæller også, at sikkerheden Ikke altid bliver taget alvorligt nok.
– Det kan ikke passe, at vi er den er branche med flest dødsulykker. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Der er ikke nogen, der skal gå på arbejde uden at være sikre på at kunne komme hjem igen, siger Flemming Overgaard, formand for 3F Transport.
Han nævner Flextrafik som et område, der skal kigges på.
– Nogle Flextrafik-chaufførers forhold er så usikre, at det skriger til himlen. Det mest groteske eksempel er en tur, hvor politiet ikke turde køre med en farlig patient, men i stedet kørte i en vogn bag Flextrafik-bilen. Her bliver chaufføren bragt i en alt for farlig situation, siger Flemming Overgaard.
– I det tilfælde gik det godt, men vi har set, at det kan have fatale konsekvenser, fortsætter transportformanden.
Social dumping skader sikkerhed
Han nævner også af- og pålæsning af gods, som arbejde, hvor chauffører er kommet alvorligt til skade og i nogle tilfælde har mistet livet.
Trafikuheld kan det være svært at dæmme op for, men social dumping kan spille en rolle for sikkerheden, mener Flemming Overgaard.
– Sikkerhed handler også om rettigheder. Hvis en lastbilchauffør er nødt til at tage sine hvil i bilen, må man spørge sig selv, om han eller hun er i bedst mulig i stand til at varetage sikkerheden.
– Hvis du overnatter i lastbilen, men ikke må bruge brændstof på at varme bilen op om vinteren eller køle den ned om sommeren, giver det problemer. Ordnede forhold kan rette op på sikkerheden, og her skal Vejpakken mere i spil, siger Flemming Overgaard.
– På busområdet er vi nødt til at kigge på de offentlige udbud. Der skal være tid nok til at starte bussen op og slutte af i arbejdstiden. Det kan ikke hjælpe, at chaufførerne skal bruge deres fritid til at starte op eller være bagefter fra morgenstunden.
– Under alle omstændigheder bliver der gjort en stor indsats for at forbedre sikkerheden fra tillids- og arbejdsmiljøfolk i samarbejde med fagforeningen over hele landet.
Den indsats skal vi styrke, siger Flemming Overgaard.
Læs mere i Chaufførnyt. I årets første nummer mindes vi de chauffører, der betalte den højeste pris og gennemgår de ulykker, der kostede liv. I bladet kan du også læse om buschauffører, der kræver bedre sikkerhed efter en dødsulykke i Østjylland.
