Vi forsøger bare at gøre vores arbejde
18 aug, 2025
Det siges, at kært barn har mange navne. I Storkøbenhavn bliver skraldemænd bl.a. kaldt narrøv, klovn og spade. Skraldemændene bliver også udsat for trusler, spyt og slag. Nu opfordres borgerne til at stramme op og ændre tonen.

Af Ulla Abildtrup

’Jeg kommer tilbage og nakker dig!’ 

Sådan lød det, da en borger blev sur på en renovationsarbejder i København. Truslen er blot én af mange. En undersøgelse for virksomheden ARC og Københavns Kommune viser, at 87 procent af renovationsmedarbejderne har oplevet vej-vrede det seneste år. 

Vreden spænder fra dytten over ukvemsord som ’idiot’ og ’skraldespadser’ til spyt, skub og slag.

Påkørt af sur bilist og jagtet med jernrør

Paw Oldhøj er ansat ved ARC og har været renovationsarbejder i 20 år. Han synes, at tonen i trafikken er blevet værre de seneste år. 

– Vi bliver spyttet i ansigtet og truet af bilister, som er sure over, at vi spærrer for trafikken, så de ikke kan komme forbi.

Paw kører i Brønshøj og Husum, der er forstæder til København, mens hans kone er renovationsarbejder inde midt i hovedstaden, hvor hun for nylig blev ramt af et sidespejl fra en forbikørende bilist.

Det var en, der havde alt for travlt og kørte op over fortovet for at komme forbi hendes skraldebil. Hun har mange smerter i armen, og vi ved endnu ikke, om hun skal opereres.

Når Paw prøver at sætte sig ind i de frustrerede bilisters situation, kan han godt følge dem et stykke ad vejen.

Der er kommet flere skraldebiler på vejene på grund af affaldssortering, og vi kører senere ud. Før startede vi klokken fem, nu er det rykket til klokken seks, så vi rammer hurtigere myldretiden, hvor mange skal på arbejde, aflevere børn osv.

Men tonen er altså blevet meget grim. Det er som om Hr. og Fru Danmark har mistet respekten for andre mennesker. De overhaler indenom og udenom, selvom der ikke er plads, og giver os fingeren med på vejen. Nogle skraldemænd er blevet jagtet med jernrør.

ARC har derfor sendt deres medarbejdere på kursus i konflikthåndtering.

– Vi lærte, hvordan man kan prøve at de-eskalere en situation, og fik det råd at fjerne os om nødvendigt. Men når vi kører en tur rundt om blokken for at give plads til en sur bilist, holder der kort efter en anden bagved og dytter.

Han mener ikke, at kurser kan løse situationen.

Jeg kan godt forsøge at lege psykolog de første 1, 2, 3 gange på en dag, men når vi kommer op på 4., 5. gang, så bliver det altså for hårdt, det er nærmest psykisk terror.

Paw Oldhøj mener, der skal en generel holdningsændring til i trafikken. Og så synes han, at renovationsarbejderne skal begynde tidligere som førhen.

Jeg forstår godt, at nogle beboere synes, at det giver for meget larm, hvis vi kommer og tømmer klokken halvseks. Men bilerne er blevet mindre støjende, og så kunne vi få overstået de mest trafikerede veje før den værste myldretid om morgenen.

Desuden ville det have den fordel, at eftermiddagsholdet fik bilerne tidligere, så de heller ikke fyldte så meget i eftermiddagsmyldretiden.

Respekt om de gule blink

I virksomheden Verdis A/S kan fællestillidsrepræsentant Signe Sørensen og hendes kolleger også mærke den stigende vej-vrede.

Nogle folk kører op på fortovet for at komme forbi skraldebilen, selv om det er lige ved en udkørsel fra et hus, hvor der kan komme små børn på vej til skole. Kolleger er begyndt at spørge sig selv, om de kommer hjem i dag, eller om de bliver ramt af en gal bilist.

Signe Sørensen har kolleger, der blev forfulgt ned ad sidegader, når de forsøgte at fjerne sig fra en vred bilist. 

Så sent som i dag er jeg selv blevet overfuset af en bilist. Han begynder med det samme at skælde ud i stedet for først at spørge pænt, om jeg kunne flytte mig, så han kunne komme forbi.

Hun mener ligesom Paw Oldhøj, at det kunne give mening at køre ud tidligere på dagen. Men tillidsrepræsentanten mener også, der er behov for en mere grundlæggende holdningsændring i befolkningen.

Der bør være mere respekt om de gule blink, og det gælder både renovationsarbejdere og andre, der arbejder i trafikken. Selv hvis der står en og skifter dæk, drøner folk bare forbi i høj fart, selvom det er farligt.

Signe Sørensen har søgt hjælp i 3F, hvor forhandlingssekretær Frank Boye i 3F’s Transportgruppe siger, at de undersøger mulighederne for kampagner, der kan understøtte medlemmerne i deres arbejde og sikre dem de bedst mulige betingelser for at udføre deres arbejde bedst muligt. 

Kampagne og kurser

– Det er fuldstændig uacceptabelt, at vores medarbejdere skal udsættes for den slags, når de i virkeligheden bare forsøger at udføre deres arbejde, siger direktør i ARC, Jacob H. Simonsen.

Som konsekvens af undersøgelsen kører ARC og Københavns Kommune en kampagne, som med et glimt af humor skal forsøge at mindske vej-vreden. Skraldebilerne har på siderne fået påsat plakater, hvor der f.eks. står ’Nogle kalder mig narrøv. Mine børn kalder mig bare far’. Bagtil har bilerne fået en lysreklame, hvor der står ’Vi ved godt, vi er i vejen, vi er væk lige om lidt’.

– Vi løser ikke problemerne med en kampagne, men vores medarbejdere føler sig taget alvorligt, når vi sætter emnet på dagsordenen, og har nul tolerance. Kampagnen har fået en del omtale, og det er vores håb, at helt almindelige borgere får øjnene op for, at tonen er blevet mere rå, og reagerer, når det sker. Det gælder jo også kassemedarbejdere m.fl., som overfuses, siger Jacob H. Simonsen.

HR-direktør Kasper Carstensen fra Verdis sætter dog spørgsmålstegn ved effekten af kampagner.

Kampagner har været brugt i årevis for at dæmpe vej-vrede, men vi må spørge os selv: Virker de? Vores medarbejdere oplever desværre stadig flere tilfælde af aggression i trafikken.

Verdis ønsker ikke at afvente en effekt, som måske kommer. Derfor har vi besluttet at tage sagen i egen hånd og støtte vores kollegaer på vejene. I uge 38 under vores årlige ‘Safety Week’ vil vi fokusere på vores værdi ‘Vi skal sikkert hjem’. Her får alle medarbejdere undervisning i konflikthåndtering og deeskalering af konflikter – altså helt konkrete værktøjer til at håndtere svære situationer i det offentlige rum med ro og respekt.

Uddannelsen bliver en fast del af programmet for nye ansatte.