Hårde beskyldninger mod Thermo-Transit
20 jul, 2025
Kølekæmpen er rendt ind i møg-sager om manglende hviletid og løn i Norge, men afviser alle beskyldninger.

Kølekæmpen er rendt ind i møg-sager om manglende hviletid og løn i Norge, men afviser alle beskyldninger.   

Thermo Transits datterselskab i Norge efterforskes for over 1.000 lovbud. 

Chauffører er blevet tvunget til at arbejde i deres hviletid, og der er blevet snydt med tacografen, mener de norske myndigheder. Selskabet er blevet politianmeldt af det norske vejvæsen i en stor sag om brud på reglerne om køre- og hviletid.

Chaufførerne bliver tvunget til at bruge deres ugehviletid til andet arbejde, lyder anklagen. 

Det drejer sig om terminalarbejde med lastning og losning, passagertransport til og fra lufthavne, reparationer af køretøjer og husholdning. Chaufførerne har selv beskrevet arbejdet i deres timesedler, og det er godkendt og udbetalt som løn, ifølge Statens Vegvesen.

Myndighederne forklarer, at lovbruddene sker i chaufførernes faste to ugers-vagter. 

Ordre om at bryde regler

Firmaet, der hedder TTN Trucking, efterforskes for ikke mindre end 1.344 overtrædelser i løbet af en periode på tre måneder i anden halvdel af 2023. Over 700 lovbrud kaldes alvorlige.

”Virksomheden har opfordret til – og til tider pålagt – at chaufførerne bryder reglerne”, skriver Statens Vegvesen i et brev til TTN Trucking, ifølge Tungt.no.

De norske myndighederne oplyser, at man kan se, at chaufførernes køresedler ikke stemmer overens med bilernes tacografer, og at der er et stort antal køretimer, der ikke er blevet registreret på førerkortene.

Køle- og frysegiganten har 150 chauffører ansat i TTN Trucking, der er anmeldt til politiet og har status af mistænkt.

Thermo Transit ikke en del af sagen, men myndighederne udelukker ingen retslige skridt. Strafferammen for overtrædelse af køre- og hviletid er op til et års fængsel for personer, der findes ansvarlige for overtrædelserne, mens virksomheden kan idømmes bøde, skriver Lastbilmagasinet.

– Det var en systemfejl

Thermo-Transits øverste chef, Jens Sode, afviser anklagerne. Selskabet mener, der er tale om en teknisk fejl.

– Vi forstår, hvor alvorlige disse beskyldninger lyder, og vi deler bekymringen for at sikre fair og lovlige arbejdsforhold for alle chauffører. I slutningen 2023 havde vi besøg af Arbejdstilsynet, Statens Vegvesen og Skatteetaten. Vi har samarbejdet fuldt ud og deler al den ønskede dokumentation, siger Jens Sode til Chaufførnyt.

– Under denne proces opdagede vi en teknisk fejl i softwaresystemet, der påvirkede, hvordan arbejdstiden blev beregnet. Så snart vi identificerede problemet, opdaterede vi systemet og forbedrede vores interne rutiner.

Ifølge selskabet er der altså tale om en systemfejl – ikke forsætlig uredelighed. 

– Vi kan derfor ikke anerkende og genkende de beskyldninger fremsat, svarer Jens Sode, der forklarer, at man vil samarbejde med myndighederne i sagen.

Faglig konflikt om betaling af hvil

Som om det ikke var nok, er TTN Trucking også røget ind i en konflikt om løn arbejdstid med norske fagforeninger. Også her er hviletiden problemet.

TTN Trucking har overenskomst med LO i Norge, men parterne er alligevel uenige om, hvordan chaufførerne skal aflønnes, og hvad der kan betragtes som arbejdstid.

TTN Trucking mener ikke, at chaufførernes pauser skal betragtes som en del af arbejdstiden og betaler derfor ikke chaufførerne løn for hviletiden, ifølge LO.

– Hverken virksomheden eller den norske lastbilejerforening kan kræve dette. De forsøgte under overenskomstforhandlingerne sidste forår, men det blev afvist af os og blev derfor ikke inkluderet i overenskomsten, siger tidligere faglige sekretær i Fellesforbundet, Ole Einar Adamsrød til frifagbevegelse.no.

Fagforeningen mener desuden, at det er et problem, at chaufførerne ikke får overtidsbetaling efter ti timers arbejde.

Anklage om trusler mod tillidsfolk

Ifølge LO er det ikke det eneste, virksomheden har gjort for at torpedere samarbejdet. Forbundet rapporterer om trusler mod tillidsfolk.

– I et møde med virksomheden blev chaufførerne truet med at blive sat på ruter, der ville gøre det svært for dem at udføre deres arbejde som tillidsrepræsentanter, siger faglig sekretær i Oslo Transportarbeiderforbund, Tonni Johan Amundsen.

Firmaet truede med at sætte tillidsfolkene på rene natruter til Trondheim.

– Det vil gøre dem utilgængelige for mange af chaufførerne, da de er nødt til at sove i løbet af dagen.

Det afviser Thermo-Transits CEO, Jens Sode:

– Vi vil gerne være tydelige: Vi engagerer os ikke i den form for handlinger, der er beskrevet, og vi behandler alle medarbejdere lige og med respekt, siger topchefen

Han er også uenig i, at selskabet ikke overholder overenskomsten og betalingen af hviletid, der sker gennem en fast dags-sats.

Bør tage firma i skole

– I 2023 underskrev Norges Lastbilejerforbund (NLF) og Fagforbundet en overenskomst, der klart beskriver, hvordan hvilepauser skal håndteres. I henhold til denne aftale – og efterfølgende underaftale mellem TTN Trucking og vores ansatte – bliver alle betalt en dags-sats, der inkluderer betaling for denne hviletid.

– Dette er standarden på tværs af vores branche, og vi har struktureret vores daglige lønmodel til at følge disse regler, siger Jens Sode, der lover en ”åben og respektfuld dialog” med fagbevægelsen og de ansatte.

Tonni Johan Amundsen fra Oslo Transportarbeiderforbund mener derimod, at arbejdsgiverforeningen Norges Lastebileier-Forbund bør tage firmaet i skole og ”oplære det om den overenskomst, det har indgået.” PR