Lars Holm har kørt gods i 25 år. Derfor mente han nok, at han skulle være i stand til at tage et buskørekort, da han gik til prøve hos DEKRA på Learnmark i Horsens i februar og marts i år.
Der er jo brug for buschauffører, så det var måske ikke så dumt at prøve af.
Men det var ikke så ligetil. Eller rettere: Det var ikke noget problem at køre bussen, men det var straks værre med teoriprøven. Næsten hele holdet dumpede – mindst to gange.
– Vi var ni, der gik op til prøve. Syv dumpede. Prøvede igen og dumpede. Så var vi tre, der droppede det, mens de fire m sidste gik op tredje gang. Og dumpede, fortæller Lars Holm.
Hver gang skulle de selv betale 2.250 kroner for en ny prøve plus en fridag.
De sagde det var normalt
– De sagde, at det var normalt at så mange dumpede. Hvad gør vi så, spurgte vi. Vi skulle læse op uden nogen form for hjælp. Det blev det ikke nemmere af, at vi, siger chaufføren.
Lastbilchaufføren syntes, at prøven var utrolig svær, og at forløbet var bøvlet.
– Lastbiler og busser var blandet på samme hold, selv om det er meget forskelligt lov- og EU-stof, og undervisningen var dårlig, siger Lars Holm.
Han har nu droppet tanken om at køre bus.
– Jeg vil gerne opkvalificere mig, men har måtte opgive buskørekortet. Samtidig har jeg ikke kunne få at vide, hvor fejlen i prøven ligger, for de oplysninger ikke tilgængelige, forklarer Lars.
Østjyden kører gods for Stark og har bl.a. taget farligt gods-bevis, men aldrig været i nærheden af så svær en teoriprøve.
– Kørslen var intet problem, men prøven var langt sværere end både hænger, atom-stoffer til farligt gods og alt andet, jeg har taget før, lyder det fra chaufføren.
Chauffør har søgt aktindsigt hos Færdselsstyrelsen.
Den viser, at lidt over halvdelen af alle ansøgere dumper teoriprøven til kørekort kategori D.
Det vækker forundring i Lars Holms fagforening, 3F Hedensted.
– Der vil altid være nogen, der dumper, men det skal helst ikke være halvdelen eller flere.
Det lyder af mange, og det bør der gøres noget ved, siger formand Lars Ejner Hansen.
– Er det kvaliteten af undervisningen, den er gal med? Eller er det prøven? Det bør være en kørelærers fornemste opgave, at så få som muligt dumper, synes jeg.
Lars Holm er ikke den eneste, der har henvendt sig i fagforeningen efter at have stødt på en mur under en teoriprøve.
– Vi har hørt fra flere medlemmer, at det er vanskeligt. For eksempel en anden 3F’er, der måtte opgive at tage taxa-kort. Det er ærgerligt, for der er mange, der søger mod transportbranchen i stedet for blandt andet byggeri og lagerarbejde i disse år, og der er jo brug for chaufførerne, siger Lars Ejner Hansen.
I august blev Midttrafik ramt af buskaos, da selskabet Umove akut manglede chauffører til at køre deres busser.
Han understreger, at Learnmark er en god samarbejdspartner for fagforeningen, der ofte hjælper medlemmer til kurser og opkvalificering på skolen.
